Hvis du abonnerer på det ene eller det andet musikmagasin, ender du i sidste ende med en masse cd'er at finde plads til på dine hylder, men som oftest lægger du dem bare i en æske gemt væk i et skab eller... eller helt ærligt den cd, du aldrig engang gad lytte til endsige åbne ender i skraldespanden!
Hvordan er det?
Husk: musikmagasiners abonnenter er per definition musikelskere, er de ikke?
Kunne det være, at meget af den såkaldte "gratis cd med dette nummer" blot er uinteressant eller åbenlys reklame endda, blot smart produktplacering?
På den anden side vil redaktøren af dit seriøse musikmagasin bruge cd'en til at fremhæve en faktisk historie inde i selve magasinet, så læseren kan få adgang til selve lydkilden.
Det, der fik mig til at tænke på dette, var cd'en, der fulgte med maj-udgaven af Mojo til at akkompagnere indslaget om "20 Post-punk Greats".
Selve cd'ens titel var nok til at få dig til at kigge igen: "Death Disco", og jeg tænkte: "Åh, nej ikke dem!"
Som jeg huskede denne titel som en af PILs singler helt tilbage i 80'erne, sammen med "This Is Not A Love Song" og andre udgydelser præsenteret i John Lydons nyfundne klynk.
Nå, dette bliver hverken en ros af Mojo-magasinet eller det modsatte af PIL, men nogle af cd's bands, som jeg ikke engang havde hørt om fra både dengang og nu fik mig på en eller anden måde interesseret.
Jeg vil ikke begynde at liste alle bands navne her. Du er velkommen til at begynde at google, hvis jeg fik dig interesseret!
Ved at bruge formatet, cd'en, til et godt formål, tog jeg den med mig til min bil, indlæste bilstereoen, trykkede på play og kørte af sted.
Støjen, der kom ud af højttalerne, var utrolig og grim....hvad var det her...s**t alligevel?
Det sjove var, at efter et par ture i min bil begyndte denne musik at lyde....nå, interessant, men alligevel grim!
Ikke det ene nummer som det andet og nogle af "sangene" var jeg stadig nødt til at springe over for at bevare forstanden.
Nu er overspringningen forbi, og hele cd'en med et vidunderligt skævt rod af off beat-musik lavet af bands, der ikke kunne gide at lære at spille deres instrumenter, men som ikke lod det forhindre dem i at lave denne herlige støj kaldet...godt find et bedre ord selv...post-punk!
Nu er vi i slutningen af maj (Mojos maj-udgave kommer i april af en eller anden grund...) og Death Disco CD'en har næsten ikke været ude af bilsystemet siden.
En sang, der altid er tændt, mens jeg kører, er "Deeper Water" af......PIL!!! Ja, jeg er endelig kommet overens med både stemmen og musikken samt attituden.
En sang om en rejse til søs, hvor Mr. John Lydon Esq. leder os igennem, hvordan man undgår farerne ved Poseidon og sirenernes lokkemiddel?......nå ikke rigtig, han prædiker bare sine visdomsord om, hvordan man undgår et skibsforlis, når havene bliver farlige. Både i ordets egentlige forstand, men også billedligt talt: det kunne handle om selve livet!
"Grystige hav - der svulmer og ebber, inde i havnen ... inde i mit hoved"
-sang med sin højtidelige muezzin-lignende stemme.
Du tvivler ikke det mindste på, at han mener hvert eneste ord i teksten. Disse sammen med et vidunderligt baglæns guitarriff giver musikken et perfekt billede af faretegn, der skal anerkendes og respekteres...både ude på farligt hav og en advarsel om noget, der skal observeres og genkendes inde i dit hoved også, kan dette være at beskytte din spirituelle habitus? I dette tilfælde fornuften i John Lydons åndelige habitus, måske? Jeg gætter kun her, selvfølgelig. Heldigvis er tekster der altid til din egen fortolkning!!
Jeg har nu erfaret, at titlen "Death Disco" ikke var rettet mod discomusik, men var en sang til John Lydons dengang nyligt afdøde mor, som i sit dødleje bad sin søn om at skrive en sang til hende!
På covernoterne til freebie-cd'en er John Lydon citeret, da han dannede Public Image Limited/PIL i kølvandet på den kaotiske død af The Sex Pistols, at "Det var som en gave fra guderne. En total ændring fra noget, jeg nogensinde havde gjort før. Jeg ville bare begynde at tale om, hvordan jeg havde det i stedet for at angribe en specifik institution".
Denne arbejdsmoral - spil hvad du føler - skinner igennem næsten alt, hvad PIL nogensinde har lavet. Hvis du ser deres 2013-show på Glastonbury, kommer dens "f**k you if you don´t get it"-attitude blandet med stolthed og en vished om, hvad de laver, virkelig ud fra scenen.
Jeg råder dig til at tjekke nogle af klippene på Youtube med John Lydon fra forskellige talkshows, hvis du skulle finde interesse for at undersøge hans spirituelle habitus.
Når han bliver inviteret som freaken til disse shows, skuffer han altid denne forventning. I stedet kommer han med et klogt og tankevækkende synspunkt på dit eller dat ... og man kan sagtens tilgive ham for hans involvering i reklamer for det britiske "Country Life"-smør - det betalte for det seneste album ... og mig?
Jeg skal ud og lede efter den, den hedder forresten "This Is PIL"!!
Det, der fik mig til at tænke på dette, var cd'en, der fulgte med maj-udgaven af Mojo til at akkompagnere indslaget om "20 Post-punk Greats".
Selve cd'ens titel var nok til at få dig til at kigge igen: "Death Disco", og jeg tænkte: "Åh, nej ikke dem!"
Som jeg huskede denne titel som en af PILs singler helt tilbage i 80'erne, sammen med "This Is Not A Love Song" og andre udgydelser præsenteret i John Lydons nyfundne klynk.
Nå, dette bliver hverken en ros af Mojo-magasinet eller det modsatte af PIL, men nogle af cd's bands, som jeg ikke engang havde hørt om fra både dengang og nu fik mig på en eller anden måde interesseret.
Jeg vil ikke begynde at liste alle bands navne her. Du er velkommen til at begynde at google, hvis jeg fik dig interesseret!
Ved at bruge formatet, cd'en, til et godt formål, tog jeg den med mig til min bil, indlæste bilstereoen, trykkede på play og kørte af sted.
Støjen, der kom ud af højttalerne, var utrolig og grim....hvad var det her...s**t alligevel?
Det sjove var, at efter et par ture i min bil begyndte denne musik at lyde....nå, interessant, men alligevel grim!
Ikke det ene nummer som det andet og nogle af "sangene" var jeg stadig nødt til at springe over for at bevare forstanden.
Nu er overspringningen forbi, og hele cd'en med et vidunderligt skævt rod af off beat-musik lavet af bands, der ikke kunne gide at lære at spille deres instrumenter, men som ikke lod det forhindre dem i at lave denne herlige støj kaldet...godt find et bedre ord selv...post-punk!
Nu er vi i slutningen af maj (Mojos maj-udgave kommer i april af en eller anden grund...) og Death Disco CD'en har næsten ikke været ude af bilsystemet siden.
En sang, der altid er tændt, mens jeg kører, er "Deeper Water" af......PIL!!! Ja, jeg er endelig kommet overens med både stemmen og musikken samt attituden.
En sang om en rejse til søs, hvor Mr. John Lydon Esq. leder os igennem, hvordan man undgår farerne ved Poseidon og sirenernes lokkemiddel?......nå ikke rigtig, han prædiker bare sine visdomsord om, hvordan man undgår et skibsforlis, når havene bliver farlige. Både i ordets egentlige forstand, men også billedligt talt: det kunne handle om selve livet!
"Grystige hav - der svulmer og ebber, inde i havnen ... inde i mit hoved"
-sang med sin højtidelige muezzin-lignende stemme.
Du tvivler ikke det mindste på, at han mener hvert eneste ord i teksten. Disse sammen med et vidunderligt baglæns guitarriff giver musikken et perfekt billede af faretegn, der skal anerkendes og respekteres...både ude på farligt hav og en advarsel om noget, der skal observeres og genkendes inde i dit hoved også, kan dette være at beskytte din spirituelle habitus? I dette tilfælde fornuften i John Lydons åndelige habitus, måske? Jeg gætter kun her, selvfølgelig. Heldigvis er tekster der altid til din egen fortolkning!!
Jeg har nu erfaret, at titlen "Death Disco" ikke var rettet mod discomusik, men var en sang til John Lydons dengang nyligt afdøde mor, som i sit dødleje bad sin søn om at skrive en sang til hende!
På covernoterne til freebie-cd'en er John Lydon citeret, da han dannede Public Image Limited/PIL i kølvandet på den kaotiske død af The Sex Pistols, at "Det var som en gave fra guderne. En total ændring fra noget, jeg nogensinde havde gjort før. Jeg ville bare begynde at tale om, hvordan jeg havde det i stedet for at angribe en specifik institution".
Denne arbejdsmoral - spil hvad du føler - skinner igennem næsten alt, hvad PIL nogensinde har lavet. Hvis du ser deres 2013-show på Glastonbury, kommer dens "f**k you if you don´t get it"-attitude blandet med stolthed og en vished om, hvad de laver, virkelig ud fra scenen.
Jeg råder dig til at tjekke nogle af klippene på Youtube med John Lydon fra forskellige talkshows, hvis du skulle finde interesse for at undersøge hans spirituelle habitus.
Når han bliver inviteret som freaken til disse shows, skuffer han altid denne forventning. I stedet kommer han med et klogt og tankevækkende synspunkt på dit eller dat ... og man kan sagtens tilgive ham for hans involvering i reklamer for det britiske "Country Life"-smør - det betalte for det seneste album ... og mig?
Jeg skal ud og lede efter den, den hedder forresten "This Is PIL"!!
Af PGP.