Jeg var meget heldig forleden at støde på Eg og Alice "25 Years Of Hunger". Jeg tror, jeg hørte den på dens udgivelse i 1992, og jeg kan huske, at jeg fandt den OK, men gad ikke købe den på det tidspunkt. Siden har jeg læst om "bandet" eller duoen - det blev valgt Buried Treasure i Mojo nr. 189 og jeg begyndte at se mig om efter dette - deres eneste album!
Da jeg besøgte den danske by Aarhus for et års tid siden, fandt jeg den, lyttede en gang til i butikken og fandt den, godt nok en smule for poleret til min smag (den dag viste det sig!). Jeg købte den ikke!
Siden da har jeg diskuteret med mig selv, hvorfor jeg ikke købte den, da jeg havde chancen - det var ikke engang prisskiltet, der holdt mig tilbage!
Da jeg skulle til Aarhus igen den anden dag, var jeg meget heldig at spore albummet op i samme butik, og i nøjagtig samme tilfælde blev det opbevaret som sidste gang, jeg besøgte stedet. Denne gang var jeg helt sikker, jeg har lige købt Eg And Alice-albummet på syne og betalte hvad der svarer til 10 Euro!
Det, jeg gerne vil diskutere her, bortset fra lidt om musikken senere hen, er det faktum, at man oftere efterlader albums, man burde have købt, end at købe albums, man ikke burde have! Det gælder i hvert fald for mig!
Enten har du travlt, eller også er du i et humør, hvor du ikke er i stand til at bestemme, om du vil købe eller ej. Det er ikke engang et pengespørgsmål, jeg mener, du kan altid finde penge til et album på en eller anden måde, kan du ikke?
Du skal med andre ord bevare roen og være stringent, når du gennemser albums i pladebutikker. Hvis du finder et album fra din ønskeliste, så køb det, i det mindste hvis prisen er den rigtige.
Jeg mener, et sjældent album med et godt nick fra langt tilbage vil sandsynligvis koste dig en betragtelig sum penge. Så skal du have dine prioriteter rigtigt og købe det, hvis det betyder så meget for din tilføjelse til din samling! Hvis ikke, så lad det gå!
Nogle pladesamlere holder deres samling intakt med alle genstande, de nogensinde har købt, hvor andre samlere oplever, at deres samling er en levende organisme så at sige og bytter eller sælger samt køber nye genstande til fremtidig lytning.
Hvilken slags samler du er eller ønsker at blive, må du selv bestemme!
Og nu:.....tilbage til Eg....!
Fx (Francis Anthony) White og Alice (Temple) lavede kun dette ene album som Eg And Alice. Det affødte en single, "Indian", men intet skete! Det forhindrede dem dog ikke i at lave musik om end ikke sammen som Eg og Alice. Alice Temple har kun lavet et par album siden, hvoraf det ene omfattede Eg White som producer.
Fx fortsatte White som sangskriver og producer. Prøvede et mislykket soloalbum, men succesen vinkede, da han begyndte at skrive sange til andre (Suggs, Duffy, Adele, James Morrison og Joss Stone).
Musikken på "25 Years Of Hunger" er, når man hører de første par gange "bare" popsange klædt i funky, jazzede arrangementer. Men efterhånden som du kommer ind på albummets spor, hører du sange med temaer, der fremstår som både seriøse og modne vedrørende Eg Whites personlige liv og hans syn på politik...
Melodierne er komplekse med meget flot sang gennem hele albummet. Melodilinjerne er lidt snoede for at understøtte tekstens mørkere livsspørgsmål, men - når alt kommer til alt er popsange - med omkvæd, du kan synge med på. Duoen synger enten solo mellem hinanden eller begge sammen, hvilket resulterer i en meget subtil form for popmusik!
Pladen gjorde ikke den store gennemslagskraft i 1992. Den nåede ikke frem. (Nr. 103 kalder du ikke "to chart", vel?)
"25 Years Of Hunger" er blevet sammenlignet med albums af (Scots) The Blue Nile og Deacon Blue med Steely Dans jazzede glathed, men lad ikke dette afskrække dig, hvis du betragter dig selv som "en rockfan"!
Gå videre og grav en begravet skat til dig selv!
PGP