Avi Buffalo, bandet, har ændret sig en del siden deres velroste 2010 selvbetitlede debutalbum på Subpop. Kun trommeslager Sheridan Riley er stadig med ved hjælp af Anyhony Vezirian (keyboard) og Doug Brown (bas) som backing for Avi Buffalo, turnébandet.
På den nye plade "At Best Cuckold" har Avi Buffalo alias sanger, sangskriver, guitarist Avigdor Zahner-Isenberg heldigvis dykket ind på nyt territorium sammenlignet med den typiske indie/næsten neo-psykedeliske drømmepop-debut for fire år siden og er blevet en mere moden sangskriver (han er nu 23 år gammel, mens han trods alt også har fundet en stemme på en ny stemme) Pride), dybere og mørkere, ofte i akustiske omgivelser med strygere(!) og den mærkelige fuzzguitar lavt skruet ned, men stadig med fokus som altid på den gode melodi. Misforstå mig ikke! Hans blæsende, overjordiske høje/falset-lignende stemme er der stadig, men lidt mere afmålt og brugt for større effekt.
Det lyder naturligt for Avi bare at synge sine noveller om (tabt) kærlighed, barndomsminder og rejser, som om hans ord ubesværet finder deres melodiske guirlander af sig selv, eller sådan ser det ud, når man lytter til det nye album. Faktisk en mere voksen optræden i det hele taget både lydmæssigt mere kompleks og også i tekstafdelingen - meget lovende for fremtiden. Tidsforskellen mellem debuten og "At Best Cuckold" har gjort ham godt med hensyn til hans sangskrivning. Til tider frygtede du, at det "svære sekund" aldrig ville blive til virkelighed, men her er det, så tag fat...gå og køb "At Best Cuckold".
Hvis du ikke kan lide titlen, så lav din egen ABC-joke!! Og lagde du mærke til det?...Jeg formåede endda at undgå referencer til både (labelmates) The Shins og Neil Young, hvad med det!?
Forestil dig det mindste af spillesteder, du nogensinde har været på: i baglokalet på en pub eller en bar, i en kælder under en restaurant, eller det kunne være på et loft et eller andet sted. Hvis karmaen er rigtig, kan du stå over for en sjælden musikalsk oplevelse. Et publikum, der står tæt på bandet, er ofte en genvej til en stor musikalsk oplevelse.
I dette tilfælde havde Avi Buffalo endelig ramt København søndag den 29. september og optrådte på det intime spillested Ideal Bar i stueetagen af Vega-bygningen. Supportbandet blev syg, så hvad gør man så? Avi Buffalo bad deres trommeslager Sheridan Riley om at komme bag mikrofonen, låne Avis sorte Strat og synge et par af hendes sange som Peg. Pludselig kom Avi med på bas, og Anthony Vezirian spillede på trommer. Det lød som en improviseret optræden, noget der tidligere kun havde tilhørt øvestudiet eller højst ved soundchecks, men som nu blev sluppet ud i offentligheden... ikke dårligt faktisk, da melodierne sunget i Sheridans kraftfulde stemme holdt sig til tankerne.
En lille pause før hovedattraktionen og så Avi Buffalo i al deres herlighed...ja, jeg ved ikke med herlighed, de er lige kommet på scenen - en platform omkring 30 cm over gulvet og startede med So What fra det nye album At Best Cuckold. En skare mindre end to hundrede mennesker så denne kombination af fire unge amerikanere, der optrådte ca. 10 eller deromkring sange udvalgt fra deres to albums. Og publikum kunne lide, hvad de så for at bedømme efter deres modtagelse af bandet.
Et af højdepunkterne i showet var Avi alene, der sang og spillede elektrisk guitar på Summer Cum. For at bevise sine folkie-tilbøjeligheder slog han også den akustiske guitar til Two Cherished Understandings og Overwhelmed With Pride. Især disse to stille sange lød meget godt i Ideal Bars intime omgivelser.
Avi er stjernen, ingen tvivl om det. Sheridan Riley er en mere end dygtig trommeslager, der tilføjer dynamik til den overordnede lyd af bandet og synger også i harmoni med Avi. Pæn!
Man kan altid diskutere kvaliteten og længden af en koncert: lange koncerter er ikke per definition gode koncerter og en kort koncert er på den anden side ikke nødvendigvis dårlig, men en for kort koncert opfylder ikke publikums forventning om at komme ind i musikken.....
Aftenens 45 minutters ren melodisk indierock af dette unge band, der stadig opbygger en tilhængerskare, var nok til at indfri de forventninger, der så generøst blev lovet i bandets to album. Uden en masse ballade (men kun med lidt fuzz!!) stod de bare der og spillede med Avis rapport med publikum begrænset til et "Thank You!" - i stedet koncentrerede de sig om, at hans optræden finjusterede både hans guitar og hans band mellem sangene: "One, Two, Three, Four..."
Det danske publikum, der hovedsageligt består af Citizens of Copenhagen, kender et godt og ærligt band, når de hører et, og Avi Buffalo vandt om ikke deres sind - i det mindste vandt deres hjerter med denne fantastiske koncert. Eneste klage fra denne anmelder: ingen Jessica hverken i setlisten eller ekstranummeret!
PGP