Udtrykket "The Perfect Debut Album" er ikke noget den seriøse pladekøber ville bruge let eller ofte for den sags skyld. Indspilningskunstneren skal gøre sig fortjent til denne udmærkelse ved simpelthen at gøre det umulige: omhyggeligt at vælge det første parti sange til debutalbummet fra sætlisten. Dette burde ikke være for svært, da du skal have mindst 15-20 eller flere gode sange at vælge imellem, før et pladeselskab tror på dig endsige signerer dig. Men ... "gode" sange er ikke nær nok - de må være fremragende! Og pladeselskabet så? Den nederste linje er, at enhver virksomhed - rekord eller på anden måde - bare vil have et overskud fra deres investering! Den kunstneriske side af musikbranchen er op til kunstneren og - hvis du er heldig - pladeselskabets A/R-mand (kunstner og repertoire) for gode råd til din fremtidige karriere.
Så begynder hele indspilningsprocessen: fra at finde et passende studie, arbejde med en forstående producer, forhåbentlig er en dygtig ingeniør i stand til at få sangene ned på bånd og derefter bestemmer band og producer det endelige mix til mastertape. Klipning (en kunstart i sig selv!), presning af vinyl og tryk af pladecovers siger sig selv, men det er overladt til andre at gøre. Før du får produktet til musikpressen til at anmelde og offentligheden til at købe. Du kan forestille dig, at enhver af disse stadier kan gå galt og dermed ødelægge slutproduktet: vinylalbummet. Gode anmeldelser garanterer ikke nødvendigvis godt salg, men kunstneren håber selvfølgelig på begge dele. Jeg har tænkt på at lave lidt research til mine kommende blogindlæg om "perfekte debutalbums". Det vil selvfølgelig være mine helt egne personlige valg, og som sædvanlig inviterer jeg læserne til at diskutere med mig!! Til min første gennemgang har jeg valgt "Marquee Moon" af TV udgivet i USA i 1978 (Sire 7E-1098). Hvad jeg finder, der kvalificerer dette debutalbum som "perfekt", er dets overordnede lyd af en allerede moden indsats af alle bandmedlemmerne i total kontrol, når de indspiller disse sange. De vidste præcis, hvad de ville have og gik efter denne lyse diskant-agtige lyd, der blev deres kendetegn. Også "Marquee Moons kombination af melodi og tekst, men ikke mindst den sympatiske guitar-soloing af Richard Lloyd og Tom Verlaine. Man kan næsten kalde dette en kamp mellem Richard Lloyds mere konventionelt spillede guitar versus guitargeniet Tom Verlaines bevidste antihelte-løjer. "Genious" brugt her som et udtryk for at beskrive opfinderen frem for den teknisk overlegne guitarist! Læg hertil den stabile rytmesektion af Billy Ficca og Fred Smith. Men det, der virkelig rammer mig, når jeg lytter til dette album selv i dag, er dets rene kraft. Ikke punk (for klog), bestemt ikke 70'er klassisk rock (for mærkelig), men en frisk ny lyd fundet i New Yorks gader. Det må lige være sådan, de lød live ved CBGB's omkring 1975-6: nerven(øsheden) i Tom Verlaines ideosynkratiske stemme (sandsynligvis en tilegnet smag - men prøv, du vil ikke fortryde!). Lyden af to lyse Fender-guitarer, der er herligt sammenflettet plus rockstabil bas og trommer. Bare genialt! Men da det var en svær handling at følge - efter udgivelsen af 1978's "Adventure" gik de fra hinanden samme år! Tom Verlaine har haft en solokarriere siden da han ikke revitaliserede tv gennem årene. Jeg ved, at Televisions musik er blevet kategoriseret som (NY)punk, men hørt i dag lyder "Marquee Moon" som et alternativt rockalbum fra 70'erne! Med "Marquee Moon" satte Television standarden for mange af de bands, der dukkede op i slutningen af 70'erne, som (tidlige) Blondie, The Feelies og label-kammeraterne The Talking Heads og The Modern Lovers. Jeg anbefaler, at hvis du aldrig har hørt "Marquee Moon" gå videre og gør det - jeg er sikker på, at du ikke bliver skuffet! PGP Ps næste "perfekte debutalbum" til granskning vil være "Dire Straits" af (du gættede det!) Dire Straits også fra 1978, så følg med!!
