Den britiske punk- og new wave-bevægelse fra midten af 1970'erne til slutningen af 1970'erne var begyndelsen på mange gode ting, da den musikalsk viste sig at være lovende for fremtiden.
Uanset om du kan lide punken fra Sex Pistols, The Clash eller The Damned - den nye bølge af XTC, The Skids eller Elvis Costello & The Attractions eller senere på New Wave Of British Heavy Metals Iron Maiden, Saxon og Def Leppard eller ej, så må du indrømme, at det bestemt startede karrieren for en helt ny generation af musikere i årenes løb.
De såkaldte supergrupper ville fortsætte deres trampede veje og sælge plader i lastvognslæs, især Led Zeppelins "In Through The Out Door" fra 1979, og Pink Floyds "The Wall" fra 1981.
Queens 1981-kompilation "Greatest Hits" ville sælge 6 mio. albums alene i Storbritannien(!), men det lød stadig som musik fra fortiden spillet af etablerede bands, der kæmpede hårdt for at forbedre det arbejde, de allerede havde udført. Rockkoncerter blev blæst ud af proportioner og fandt sted på stadioner eller andre store spillesteder for at lette et stort publikum og dermed skabe et sundt overskud til både promotorer og bands.
I denne henseende må vi takke Gud, eller i det mindste Malcolm McLaren for hans (u)berømte skabelse: Sex Pistols. Den indflydelse, de forårsagede i musikbranchen, kan ikke overdrives endsige den turbulens og skandaler, de forårsagede på lidt over to år. Det er blevet sagt, at alle, der gik til de tidlige Sex Pistols-koncerter, dannede et band dagen efter!
Denne nye musik - det meste af det bare grundlæggende rock 'n' roll egentlig, spillede højt og enkelt, men med aggression - havde brug for støtte fra ikke kun fansene selv.
Koncerter eller "koncerter" var én ting. Ofte (u)organiseret af amatører, venner af bandene eller bandene selv. Ofte kaotisk. Men det var en helt ny og frisk tilgang med disse upcoming bands, der spillede på små spillesteder som kælderen ved Hope And Anchor - den berømte pub/sted i Islington - eller The Nashville Room, begge London - så fansene kunne komme tæt på scenen - noget der var umuligt ved store stadionkoncerter.
Før de gik til en punkkoncert, ville fansene klæde sig ud i en helt ny påklædning: klan-nederdele med (masser af) kæder, lynlåse, sikkerhedsnåle, et hundehalsbånd, en mohican-frisure og selvfølgelig (8 eller 14 øjne) Doc Martens. For piger var en sort revet strømpebukser et must! Og hvis du overhovedet kunne snige dig ind - bare for chokeffekten, selvfølgelig - et hagekors et eller andet sted....
Jeg tror, det krævede en masse mod at rejse gennem London med metroen iført dette udstyr, der viser verden, at du tilhørte denne stamme kaldet Punk.
"Original postkort optegnelser med høflighed af min gode ven Jan"
Udover at gå til koncerter ønskede punkerne også at tage musikken med sig hjem, og det er her det uafhængige/indie-label kommer ind!
Etosen i denne nye musik var "Do It Yourself": "Lær en akkord, form nu et band", var dagens maksime. Også når det kom til at udgive plader. En opgave, der normalt udføres af store internationale selskaber, der kontrollerede markedet, nu voksede en helt ny musikalsk undergrund op over hele Storbritannien.
Tidligere eksisterede kun få uafhængige virksomheder. Ø for en med vægt på prog rock, folk og reggae. Virgin som både var et pladeselskab, en kæde af pladebutikker og et postordrefirma. Virgin grundlagde sin formue på Mike Oldfields Tubular Bells og så sig aldrig tilbage. Prog rock, Krautrock og til sidst...det er ligeglad med B****cks!!
Jeg går ikke i dybden her om Sex Pistols' underskrivelse/afmelding af EMI, A&M og endelig Virgin eller hvorfor (erklærede socialister!) The Clash underskrevne (stort label) CBS eller endda hvordan begynder-label Stiff Records (grundlagt på et £400 lån med tilladelse fra Feelgood!) af) Galskab!! Enten ved du det, eller også kan du nemt google det alligevel...
I stedet fortsætter jeg min musikalske rejse til Skotland, hvis du ikke har noget imod det, ved at springe frem til året 1979.
Som vi har set i mine tidligere blogindlæg om The Skids and Scars, skete der også noget spændende over hele Skotland i slutningen af 1970'erne! Og også i Skotland var indie-labels en stor del af dette!
Vi hørte, at Edinburgh havde Fast Product-label, og Dunfermline havde No Bad Records (udgiver Skids' første 7" single)
Glasgow fik nu også deres indie-label: Postcard Records.
Tager deres motto fra det amerikanske label Tamla Motown i stedet for det land, der kalder deres musik: "The Sound Of Young Scotland". Åbent sind over for denne nye nye musik Alan Horne signede lokale grupper Orange Juice, Josef K., Aztec Camera, og da australske Go-Betweens rejste til udlandet for at få kontrakt i Storbritannien, endte de med at komme til audition på Postcard i Glasgow, og hvem kunne sige nej til dem? Bestemt ikke Alan Horne, der gav dem en enkelt(!) chance for at komme videre til større ting...og det gjorde de!
Det er blevet sagt, at Orange Juice introducerede shorts i rockmusik! Da de var meget unge, men talentfulde, blev deres skotske new wave med iørefaldende melodier, den sjælfulde stemme fra Edwyn Collins og en distinkt Gretsch-rytmeguitarlyd indspillet og udgivet på Postcard-singlerne, "Falling And Laughing", "Blue Boy", "Simply Thrilled Honey" og "Poor Old Soul", før de gik videre til den fremragende Polydort, hvor de fik udgivet den fremragende Polydort og fik. Forever" i 1981. Tre albums fulgte og den dag i dag udgiver sangeren Edwyn Collins stadig soloalbum, spiller live og producerer plader for andre kunstnere.
Aztec Camera var lidt anderledes, da det næsten var et enmandsband. Roddy Frame var 17, da han indspillede Aztec Cameras debutsingle "Just Like Gold". Han både sang og spillede guitar... faktisk havde han lært flere akkorder, før han dannede Aztec Camera!
Efter debutsinglen "Just Like Gold" og de næste 7" "Mattress Of Wire" skrev Aztec Camera under på (London indie-label) Rough Trade og udgav det geniale debutalbum "High Land Hard Rain" i 1983.
Aztec Camera blev til sidst kontrakt med Warner Bros. i 80'erne og frem, og blev endelig bare Roddy Frame, der udgav en række albums som en fin singer/songwriter, der nu igen går indie på forskellige labels.
Josef K. fra Edinburgh, oprindeligt et new wave-band, der spillede Television, Talking Heads og Blondie-covers i 1978, hørte The Scars (se mit blogindlæg om Scars!) ved en koncert skiftede navn fra TV Art til Josef K. og begyndte at skrive deres eget materiale.
Et album, "Sorry For Laughing", skulle indspilles, men desværre var der lidt at grine af, da de havde indspillet hele albummet til Postcard og så ... trak det tilbage igen, fordi de følte, at den samlede lyd var til at rengøre!! Kun få af dette album blev udgivet.
Det eneste Postcard-album skulle blive deres "The Only Fun In Town" indspillet på to dage i Belgien, hvor de gik efter en live-lyd nu med vokalen lav i mixet og sprøde guitarer...
The Go-Betweens nød deres indtog på det britiske marked, udgav "I Need Two Heads" på Postcard og derefter via indie-label Rough Trade signeret til Beggars Banquet.
Interessen for disse nye bands på uafhængige labels blev så stor, at en indie-chart for både 7" singler og vinylalbum blev offentliggjort i den engelske musikpresse i 1980. Indie-labels dannede selv en fagforening, kaldet The Cartel, for at have total kontrol over distributionen af deres plader til pladebutikker samt at kunne kontrollere pladeproduktionen og den musikalske retning af deres band.
PGP