(Ikke at forveksle med Dean Warehams 1990'er New York-band Luna!!)
Dette obskure ene album kun fra midten af 70'erne amerikanske band er svært at udpege, da det bliver beskrevet som kabaret-møder Broadway-møder rock.
Efter min mening var der ikke nok rock, og det var ikke progressivt nok til at være et prog-rock band i amerikansk stil. Bestemt heller ikke velolieret (vestkyst) harmonisk softrock og heller ikke jazzet rock a la Steely Dan - faktisk er det tætteste, jeg kan komme på, Bonzo Dog Doo Dah Band (men hvem kender dem i dag?) - selvom de er meget britisk musiksal... eller måske Sparks når de er mest teatralske (bedst)...men hvad eller hvem er Orchestra Luna så?
Ok, jeg vil prøve at sætte ord på det, så du griber din smartphone med det samme for at lede efter deres musik - gad vide om du kan finde den!
De kom ud af Boston. Deres musik er "progressiv og nostalgisk" siger liner-noterne på det selvbetitlede album og fortsætter: "Orchestra Luna er en musikalsk fest - en provokerende gestus i et medie, der tørster efter nye retninger" ... ja, vi vender tilbage til tørsten efter nye retninger senere!
Musikken er som noget ud af 1930'erne vokalmæssigt, tænk Groucho Marx, hvis han kunne synge eller Joel Greys sang i filmen Cabaret (minus den falske tyske accent), men bakkes op af harmonier som dem i 1940'ernes amerikanske musicals film, bakket op af et skarptspillende band, som virkelig kender deres vej til deres guitarist Roos. Hans flydende jazz-fusion-guitarstil redder hele forestillingen fra at være for nørdet og langt fremmed at nyde, men faktisk anderledes end datidens amerikanske rockmusik.
Måske er det lige hvad det er? -at være totalt anderledes end alt andet i 1970'erne, der fangede min opmærksomhed som værende... ja, "interessant" i hvert fald.
Min gode ven Henrik inspirerede mig altid dengang og spurgte nogle gange: hvem er det? Nogle gange med det åbenlyse: lyt til min nye plade, den fantastiske Zoot Allures eller The Royal Scam. Han kunne drille med den seneste tilegnede smag af hans (og faktisk tørst) efter "nye retninger", og det var ved denne lejlighed, jeg hørte Orchestra Luna for første gang.
Jeg må indrømme, at det var Randy Roos' guitar, der reddede min dag. Hans jazz-fusion-guitar blev overvældende godt spillet i en Zappa-agtig-men-helt-hans-egen stil, som i de dage betød "bestået" og passede godt ind i denne mærkelige blanding af musikalske stilarter - på en måde var det albummets lim!!
Jeg ville ikke afskrive hele bandet som sådan, at det var for meget for mig at mave (trods alt var og er Henrik stadig min gode ven!!) og lo og se: næste gang jeg stod i London Notting Hill Gate-afdelingen af Virgin Records (forresten god butik i de dage!!) i second-hand-sektionen "det krøb ind i min hånd, ærligt" (Thanks to The Fugs!).
Jeg betalte det ønskede beløb (1,79 GB pund), og da jeg vendte hjem, spekulerede jeg på, hvorfor jeg købte denne blodige plade i første omgang?!
Men tingene kan ændre sig, da du måske også har oplevet at lytte til musik. Det er ikke noget, du kan kontrollere helt selv. Musik har sine egne regler og betingelser, og den vil røre dig, hvis den har magten til at gøre det! Alt du skal gøre er at holde et åbent sind, når du lytter...
Selvfølgelig gav jeg pladen en chance eller to, før jeg piskede den videre til den næste vi-køber-sælger-og-bytter pladebutik, men ved du hvad? Jo mere jeg spillede, jo mere voksede det på mig!! Det lykkedes mig endda at kunne lide den noget "over the top" vokal som mere end en nyhed. Faktisk gav især vokalen perfekt mening, da man kom ind i sangene. Da de var meget melodisk og alligevel helt anderledes end "normal" sang i rockmusik, havde Orchestra Luna i deres helt egen musikalske boble skabt noget meget originalt materiale, og det fungerede godt for dem på dette album.
Som et lille appendiks her skal jeg uddybe dette emne ved at give vinyljægerens held videre. For et stykke tid siden i en lokal butik så jeg pludselig en plade, jeg aldrig havde set før endsige hørt om: Randy Roos soloindsats Mistral fra 1978, og jeg skulle bare købe den. Musikken på den havde overhovedet intet at gøre med Vaudeville Rock of Orchestra Luna, men det var en spænding at lytte til hans guitarspil igen nu i mere velkendte omgivelser. Den ekstra bonus fra en dengang unge guitarist Mike Stern var også en fornøjelse, ligesom musikken generelt var, dejlig jazz/rock-fusion.
Faktisk fik det mig til at søge lidt på internettet på navnet "Randy Roos", og til min overraskelse spillede/underviste/indspillede han stadig musik nu som foredragsholder på Berklee og ejede optagestudiet Squam Sound.
I min hybris klikkede jeg på "E-mail os"-området på studiets hjemmeside og skrev min anerkendelse til denne fantastiske guitarist næsten 40 år efter, at hans kunst først kom til min opmærksomhed, og "det var det", tænkte jeg. Det var i hvert fald i min naivitet, fordi et par dage senere kom et pænt og rørende svar i min indbakke. At Randy Roos (altid) var glad for at blive mindet om denne periode, da han spillede guitar for Orchestra Luna - at han var glad for, at jeg kunne lide hans album, og at hvis jeg nogensinde skulle finde mig selv i Østamerika, kunne jeg altid "give ham et råb", hvad det så betød? Måske vi to spiller gamle plader og drikker b**r hele natten lang?!! Alligevel viser det ham som en meget generøs og jordnær musiker!
Find Orchestra Luna på: http://www.unterzuber.com/ol.html og http://en.wikipedia.org/wiki/Orchestra_Luna
Musik: https://www.youtube.com/watch?v=tFxZ4amQfeE&list=PLH1KenpO5oglvpTOPcK31fCLxw4htoqUI
Yderligere om Randy Roos: http://www.berklee.edu/people/randy-roos og http://www.squamsound.com/index.php?PageName=5
Musik: (med Scatterdust) https://www.youtube.com/watch?v=bQ-twe1LH2U
PGP