At tage til Aarhus er altid en behagelig oplevelse: en semi-stor by smukt beliggende ved Aarhusbugten med havn, skove og små smalle gader at gå for at shoppe eller bare finde din yndlingscafé til afslapning.
Koncertmæssigt kan Aarhus næsten matche København.
En sommerfestival kaldet Northside har siden 2010 haft fokus på den alternative/indie-musikscene - både internationale og danske acts og har vundet mere og mere popularitet gennem årene.
"Aarhus Festuge" (Festivalugen) har siden 1965 været en hel uge med et kulturelt smorgasbord af al slags kunst og koncerter – klassisk såvel som rock og pop.
Men Aarhus har også en historie med at præsentere internationale rock-acts helt tilbage til begyndelsen af tresserne med sin egen variant af "The British Invation" minus The Beatles! (De spillede kun to danske koncerter i København begge den 4. juni 1964 i den nu desværre nedbrændte KB-hal!)
Denne tradition med at præsentere internationale numre er stadig afventende - en af mine største koncertoplevelser i år har hidtil været det japanske band Tricot på ATLAS.
Også Blitzen Trapper var gode her!
En god koncertoplevelse er ikke kun op til selve bandets optræden, men også hvordan lokalets personale interagerer med publikum. Dette kan enten forbedre eller ødelægge oplevelsen for den betalende spiller. Hvis medlemmer af personalet er selvglade eller direkte uhøflige, er de enten i det forkerte job eller dårligt styret af lederen af stedet.
Sjovt nok er jeg aldrig stødt på medarbejdere i Aarhus, der var uhøflige, uhøflige eller selvglade - det gælder også for den lejede udsmider, der ønsker dig "...god koncert" på vej ind!!
Hvis du beslutter dig for at beholde din jakke indeni er det ok - ingen skjulte udgifter!
"Publikumsmedlemmer har ret til at føle sig godt tilpas, så længe koncerten varer!" er en velindøvet maksime af medarbejderne, før de får lov til at komme i kontakt med os, publikum - det er i hvert fald, hvad jeg får til at tro, og hvad du føler, når du træder ind i lokalet!
Men lad os gå til den egentlige grund til at skrive dette blogindlæg:
At skulle til sidste søndag aftens koncert på spillestedet TAPE i centrum af Aarhus var en spænding for mig, og hvorfor?
Jeg finder generelt søndag aftener perfekte til levende musik - det er enten i slutningen af din uge eller lige i begyndelsen af den næste.
Denne gang var TAPE et spillested, jeg ikke kendte - det gjorde min gode ven Jan heller ikke. Men ved hjælp af en GPS og nogle kørende rundt for at finde en parkeringsplads lykkedes det at finde stedet lige bag Aarhus Domkirke i Mejlgade. Husk at vi stadig skulle gå gennem to baghaver for at finde trappen til søndag aftens koncert med amerikanske Chris Cohen, men det gjorde vi heldigvis!
Ikke overraskende bød et venligt personale os velkommen til det ombyggede lager i denne bagbygning med lavt til loftet, som kun det danske ord "hyggelig" kan dække præcist!
En meget hyggelig samtale med bandets midlertidige trommeslager, Sheridan Riley (måske ringer hendes navn en klokke? Hun spillede trommer i nu desværre hedengangne Avi Buffalo((se min blog om "At Best Cuckold" og deres Ideal Bar/Vega-koncert. De lavede to smukke albums til Subpop i 2014) afholde os fra at tro, at et turnerende band er ligesom at være på ferie ... plus instrumenterne - ja, det er det ikke!!
Det betyder at rejse fra spillested til spillested, by til by, land til land over hele Europa i en måned og spille din musik næsten hver aften.
Hun så dog ikke udmattet ud, men var opsat på at tale med os om den musik, hun spillede, og musikken generelt.
Så hvorfor ikke vende sig til Chris Cohens musik?
Et meget kompakt turnerende band Chris Cohen Band er:
Han selv på guitar synger sine sange, en keyboardspiller, en bassist og kor og til sidst Sheridan Riley, der spiller trommer.
Cohen med en baggrund i Deerhoof har to albums under sit (egen) bælte, og sætlisten var en blanding af disse to.
Ikke meget snak mellem sangene, ingen introduktion af bandet - kun elleve sange leveret ubesværet med høflige "Tak" og "vi spiller to sange mere" i slutningen af showet!
Chris Cohen synger sine sange med sin bløde underspillede stemme og udtrykker dermed sine tekster på en måde, der rører dig. Og lige da du troede, du havde nået det, "åh, melankoli, eh?"... et par melodikranser sunget på et enkelt ord sender sangen i andre retninger og finder forskellige følelser - genialt, Mr. Cohen!
Dette er selvfølgelig nemmere at opdage på hans studieoptagelser - live instrumenterne, især Chris Cohens egen guitar dækker over hans sang i en lidt forvrænget guitarlyd, som jeg tror er gjort helt bevidst.
Faktisk er bandets volumen imponerende, når de (får lov til at) tage afsted!! Dette sker normalt i slutningen af en sang eller blot for bare at pifte en sang op. Her slipper Chris Cohen sin cherry SG løs på en herlig anti-guitarhelte-maner og leverer en vidunderlig støj...igen: Genialt!
Hipsterpublikummet i Aarhus så tydeligt ud til at elske dette ud fra deres uhæmmede bifald at dømme!
Alt i alt endnu en aften med musikalsk glæde i smukke Aarhus og endnu en gang:
Tak, Chris Cohen med band og ikke mindst, tak og hurra, Sheridan!!