Nogle byer er heldigere end andre til at skabe enten bands eller faktisk hele musikgenrer i musikkens verden. Tænk Athen/Georgien/USA(REM), Seattle (Grunge), Liverpool(The Beatles/Merseybeat). Da The Smiths foldede i 1987, kunne Manchester ikke tro, at den næste store ting faktisk kom fra...Madchester – undskyld mit franske! Stavefejlen var forårsaget af en lille pille, der kun havde et præget E, men var alligevel meget effektive: med Ecstacy i blodet kunne du danse hele natten (og betale senere fysisk), og i Manchester dansede de hele natten, især på det (u)berømte FactoryRecords-ejede diskotek Hacienda til de nye bands i byen, ikke mindst Inspiral Stones og ikke mindst Inspiral Stones!Stone Roses...et genialt bandnavn og deres 1988's debutalbum "Stone Roses" - og hvilken genial debut! Selvom deres ikke-albumsingle "Fools Gold" fra samme år pegede direkte på dansegulvet i Hacienda - "Stone Roses", tog albummet en anden retning med sin 1960'er psykedelia opdateret til en melodisk indierock her i 1988. Snart fulgte andre britiske bands trop. Men her og nu var Stone Roses den eneste trøst, når man ikke kunne få The Smiths!! Med hensyn til medlemmerne af bandet hvad end Ian Brown måtte mangle i den sangafdeling, han havde i attitude. På scenen opførte han sig mere som din ordsprogede elefant, der kæmpede med bare for at synge i tone. Maleren og guitaristen John Squire gjorde sin bedste Johnny Marr-efterligning (og lykkedes bedst med hensyn til klipning!), og Mani og Reni lignede et par skatere til den forkerte koncert. Men når man opsummerer de fire personer af Stone Roses, finder man ud af, at de tilsammen lyder langt større og især når det gælder deres lyd på plade: Hertil kan man tilføje den erfarne producer John Leckie (fra Floyd via XTC til Palma Violets!!). Han gjorde underværker for bandet! Men det er sangene, der redder dette album og gør det så perfekt. Når jeg lytter til det i disse dage, hører jeg praktisk talt albummet som en helhed med de forskellige sange som variationer over et tema, der er albummet. Selvfølgelig er en sang forskellig fra en anden, men ikke så forskellig. Med albummets overordnede lyd bliver det en slags symfoni. Selv Ian Browns notorisk svage stemme lyder også stærkt i blandingen!! Dette moderne stykke nu-psyche-brit pop (husk dig før brit pop!) er et tidløst mesterværk og kan stadig nydes selv i disse urolige tider. Jeg anbefaler hermed debutalbummet "Stone Roses" og som alle andre: I Wanna Be Adored!! PGP
Stone Roses...et genialt bandnavn og deres 1988's debutalbum "Stone Roses" - og hvilken genial debut!
Selvom deres ikke-albumsingle "Fools Gold" fra samme år pegede direkte på dansegulvet i Hacienda - "Stone Roses", tog albummet en anden retning med sin 1960'er psykedelia opdateret til en melodisk indierock her i 1988.
Snart fulgte andre britiske bands trop.
Men her og nu var Stone Roses den eneste trøst, når man ikke kunne få The Smiths!!
Med hensyn til medlemmerne af bandet
hvad end Ian Brown måtte mangle i den sangafdeling, han havde i attitude. På scenen opførte han sig mere som din ordsprogede elefant, der kæmpede med bare for at synge i tone.
Maleren og guitaristen John Squire gjorde sin bedste Johnny Marr-efterligning (og lykkedes bedst med hensyn til klipning!), og Mani og Reni lignede et par skatere til den forkerte koncert.
Men når man opsummerer de fire personer af Stone Roses, finder man ud af, at de tilsammen lyder langt større og især når det gælder deres lyd på plade: Hertil kan man tilføje den erfarne producer John Leckie (fra Floyd via XTC til Palma Violets!!). Han gjorde underværker for bandet!
Men det er sangene, der redder dette album og gør det så perfekt.
Når jeg lytter til det i disse dage, hører jeg praktisk talt albummet som en helhed med de forskellige sange som variationer over et tema, der er albummet. Selvfølgelig er en sang forskellig fra en anden, men ikke så forskellig. Med albummets overordnede lyd bliver det en slags symfoni. Selv Ian Browns notorisk svage stemme lyder også stærkt i blandingen!!
Dette moderne stykke nu-psyche-brit pop (husk dig før brit pop!) er et tidløst mesterværk og kan stadig nydes selv i disse urolige tider. Jeg anbefaler hermed debutalbummet "Stone Roses" og som alle andre: I Wanna Be Adored!!
PGP