I "perfect debut album"-serien er det næste perfekte debutalbum det selvbetitlede album af Dire Straits. (UK Vertigo 9102 021, 1978)
Udgivet lige midt i den første bølge af britisk punkrock i de første dage af juni samme år var "Dire Straits" slet ikke en øjeblikkelig succes. Det tog en opvarmning for Talking Heads og genudgivelsen af deres 7" single "Sultans Of Swing" for at komme ind på de britiske singlehitlister i slutningen af 1978.
I Danmark tog det kun en visning af "Sultans"-videoen i det sene tv-program "Kanal 22" på dansk monopolnetværk!!
Jeg var interesseret i al den nye musik, der dukkede op på det tidspunkt: Ian Durys "New Boots...", Devos "Are We Not Men?...", Elvis Costello, Sex Pistols - den slags!
Og så kom pludselig denne ret konservativt klingende afslappede rockmusik meget godt udført og med gode sange ud... men var denne musik virkelig en del af den nye bølge kaldet punk?
Nej...men alligevel!
En fortid i den britiske pubrock-scene (se mit blogindlæg om "40 Years Anniversary Of Punk" for mere info om emnet pubrock!) havde finpudset deres skuespil samt hærdet Dire Straits som musikere. Dette sammen med stærk sangskrivning gjorde dem til et fremragende live-act. Man fik med det samme følelsen af, at de sagtens kunne fremføre sangene fra debuten live på scenen.
Da man lyttede til "Dire Straits"-debutalbummet dengang, kom både JJ Cale og 461 Ocean Boulevard-æraen-Eric Clapton til at tænke på, da Dire Straits trak på andre inspirationer end for eksempel Sex Pistols, der så tilbage på Iggy's Stooges, MC 5 eller endda The Who.
Men med fordelen af et yngre bands friskere tilgang og lige så vigtigt: et sæt gode sange - de klarede det: inspireret og alligevel originalt.
Og så var der guitarlyden - en ren, men alligevel bidende lyd af en Fender Stratocaster, der sjældent havde lydt bedre på plade før.
Blev den plukket med guitaristens fingre i stedet for et hak? Ja det må have været...en guitarlyd, der med det samme blev Dire Straits' kendetegn. De mere stille sange inkorporerede også Dobro-resonatorguitaren med dens let metalliske akustiske guitarlyd - også god til slide!
Mark Knopfler havde ændret sin teknik til en country-lignende fingerstil, der gav hans sange et vist amerikansk twist, deraf JJ Cale-antydningen. Og så var der hans stemme. Slet ikke verdens største sangerinde... mere med en historiefortællerstemme - og nu med et album fyldt med gode historier at fortælle.
Igen som i tilfældet med Televisions "Marquee Moon", hvad du har her, er en komplet og klar lyd af et band, der indspiller deres første sæt meget velskrevne sange. Heldigvis blev den produceret af en lydhør Muff Winwood i spidsen for optagelsen. I et anstændigt britisk optagestudie, selvom det blev gjort på et budget!
En kendetegnende lyd kan være en tung belastning og svær at håndtere, hvis et band vil videre.
De næste par albums var faktisk gentagelser af debutalbummet indtil "Love Over Gold" med dets lange episke "Telegraph Road" og især (næste album) "Brothers In Arms" med Mark Knopfler, der skiftede Strat og faktisk Dobro med den mere aggressive guitarlyd fra en Gibson Les Paul og tog direkte ud af "Money For Nothings" pubberne: alle verdens stadioner. Svaret på spørgsmålet, om du synes det var godt eller dårligt, ligger helt hos dig og Mark og drengene? De smilede hele vejen til banken!
PGP
Gem
